Eventyrsløbet - Færøerne 2016

Vi lander på Færøerne den 28. maj 2016 og fra flyveren løber vi direkte ud i den smukke og barske færøske natur. I fem dage løber vi fra sted til sted, mens bagagen bliver transporteret. Vi løber på små veje, gamle vandrestier eller direkte i den fantastiske natur, og om aftenen overnatter vi på små hyggelige hoteller. Hver dag byder på nye eventyr og efter fem fantastiske dage, kommer du hjem med trætte ben og bagagen fuld af enestående løbeoplevelser.
 
Deltagelse i Eventyrsløbet forudsætter at du er vant til at løbe, og at du er villig til at træne målrettet frem mod afrejsen. Der er dog langt fra tale om et ultraløb eller tilsvarende, og det er måske også en overdrivelse at kalde det for et løb. For der er ingen målstreg, vinder eller tidstagning. Kun uforglemmelig natur.
 
Hensigten med ”løbet” er ene og alene at skabe rammerne for en unik løbeoplevelse, hvor naturen, de fysiske udfordringer og det sociale element bidrager med hver sit.
 
Ruten er samlet set på ca.100 kuperede kilometer, fordelt på ture af varierende længde og teknisk sværhedsgrad. Udgangspunktet er, at vi løber i to små grupper og at vi er i gang hele dagen, afbrudt af pauser, et par ture med små færger eller måske en kop kaffe på den lokale ”cafe”. Der er flere muligheder for at korte ruten af, hvis benene skulle trænge til et hvil, eller at løbe en lille ekstra tur, hvis det modsatte skulle være tilfældet.
 
Turen er begrænset til 18 deltagerer og to guider, for ikke at belaste naturen unødig og for ikke at ødelægge oplevelsen for deltagerne.
 
Eventyrsløbet - Færøerne 2016 er blevet til med hjælp og støtte fra det Færøske turistbureau, Visitfaroeislands, Atlantic Airways, og Salomon , samt turoperatøren 62N.
 
Nedenfor beskrives ruten og turen dag for dag, og her kan du læse dagbogen fra Eventyrsløbet - Færøerne 2013 (1. - 5. maj) eller også kan du læse dagbogen fra Eventyrsløbet - Færøerne 2014 (3. - 7. maj) her. Du kan også se en video-dagbog fra den ene af turene i 2015.
 
Mig og min kærestes deltagelse i Eventysløbet – Færøerne 2013, er en oplevelse jeg sent vil glemme. Naturoplevelser i særklasse og inspirerende medrejsende var bare nogle af højdepunkterne på dette eventyr. Færøerne bør opleves i løbesko, i fuld fart hen over fjeldet – sammen med Whiteout Adventures."
- Morten Munck, Marathon des Sables 2013 finisher“.
 

Eventyret (ruten)

Ruten - tegnet i fri hånd
Ruten - tegnet i fri hånd
Den planlagte rute tager os ud på noget af et løbeeventyr, hvor vi sammen skal løbe langs smukke fjorde, på stejle fjeldsider, gennem fredsfyldte dale og kæmpe os op på toppen af højde fjelde. Herudover skal vi sejle mellem flotte klippeøer, der majestætisk rejser fra Atlanterhavets bølger, og så skal vi besøge et utal af små hyggelige bygder, mens vi oplever ø-rigets utrolige dyreliv helt tæt på.
 
Alt sammen i tæt samspil med den enestående og barske færøske natur, hvor vejret altid er den afgørende faktor. Det betyder også at det kan være nødvendigt at ændre ruten undervejs, og at vores udstyr skal være i orden. Separat mail om udstyr følger efter tilmeldingen.
 
Selv i maj måned kan vi komme til at opleve alt slags vejr, og nedenstående beskrivelse af turen skal derfor læses med forbehold. Men at vi får en unik løbeoplevelse, er der ingen tvivl om.
 
Ruten er samlet set på omkring 100 kuperede kilometer, og den bringer os vidt omkring på Færøerne, hvilket giver et godt billede af ø-gruppens alsidige natur.
Nedenfor kan du læse om turen dag-for-dag.
Dag 1: Mod nye eventyr...
Velkommen til Færøerne
Velkommen til Færøerne
Vi mødes i Københavns Lufthavn kl. 11:00, iført løbetøj, og kl.14:05 ankommer vi til Vagar Airport på Færøerne. På landingsbanen starter eventyret, for mens bussen kører vores bagage hen til hotellet, løber vi direkte fra flyveren og ud i den smukke færøske natur. Først gennem bygden Sørvág og så videre til den hyggelige lille bygd, Bøur. Denne strækning er ca. 6 km og foregår på vej. Her har vi en enestående udsigt over fjorden, holmen ”Tindhólmur” og øen Mykines.
Bedre velkomst til Færøerne fås ikke.
Ca. 3 km vest for bygden Bø, løbere vi gennem den 1.410 meter lange tunnel, der føre os ind til bygden Gásadalur. Indtil for få år siden skulle man over fjeldet for at komme til Gásadalur og bygden er stadig uspoleret og har bevaret sin charme. Efter en tur rundt i den lille bygd, løber vi ad den gamle postrute, der går op over fjeldet. En stejl, hård og meget smuk tur på ca. 3,5 km. Alternativt kan man vælge at løbe tilbage gennem tunnellen.
Vi følger vejen langs fjorden tilbage til lufthavnen og hotelle.
Samlet længde af dagens tur: ca. 22 km.
Vi overnatter på 62n airport hotel, hvor vi også spise aftensmad.
Dag 2: Den om fyrtårnet
Et af turens helt store mål - Fyret på Mykines
Et af turens helt store mål - Fyret på Mykines
For at få gang i kroppen, starter vi dagen med lidt fælles udstrækning og et par yoga øvelser, inden vi spiser morgenmad og pakker frokosten. Fra hotellet har vi en kort løbetur ned til havnen i byen Sørvágur, hvor vi kl. 10:20 sejler med båd over til øen Mykines. Efter en flot sejltur, ankommer vi omkring kl. 11. 
På Mykines er der mulighed for at løbe to fantastiske ture.
Den ene tur går ud til Mykinsholmen, som er kendt for sit rige fugleliv. Blandt andet søpapegøjer og suler. Vi starter turen med en god stigning, hvorefter vi løber videre langs fjeldryggen og ud til gangbroen, ”Hólmsgjógv”, som forbinder hovedøen med den berømte holm. Gangbroen er 35 meter over havet og er en ganske særlig oplevelse at krydse. Herefter fortsætter vi ud til det smukke fyr, hvor vi holder en lille pause og nyder den fantastiske udsigt. Hjemturen løber vi langs skrænten, hvor vi kan se sæler, hvis heldet ellers er med os. Det rige fugleliv på Mykinesholmen, kræver at vi tager specielle hensyn når vi løber gennem ynglepladserne. Vi skal derfor være forsigtige og løbe lidt langsomt på denne del af ruten. Samlet længde på turen er ca. 6 – 7 km.
Hvis man ønsker en mere udfordrende tur, kan man løbe op på øens højeste fjeld, Knúkur, som er 560 meter højt og byder på en utroligt flot udsigt. Fjeldet ligger kun tre kilometer fra bygden, men turen er ganske udfordrende. Til gengæld er udsigten fra toppen alle anstrengelserne værd. Samlet længde på denne tur er ca. 8 km.
Da vi først skal tilbage med båden kl. 17:00, kan vi godt nå at løbe begge ture.
Samlet distance: ca. 20 km (begge ture og frem og tilbage til havnen)
Vi overnatter igen på 62n airport hotel, hvor det også er muligt at spise aftensmad.
Dag 3: Del den i to
Et par af de lokale
Et par af de lokale
Igen starter vi morgenen med få sat lidt gang i kroppen med en omgang fælles udstrækning og et par yoga øvelser. Herefter står den på en god omgang morgenmad. Vores bagage bliver kørt hen til det næste overnatningssted, og vores rygsække skal derfor ”kun” indeholde vores frokost, lidt god energi, godt med væske og noget skiftetøj.

Første del af dagens tur tager os tværs over øen Vágar og hen til bygden, Oyrargjogv. Turen byder på enestående natur, blandt stejle fjelde og smukke bjergsøer. Efter ca. 10 – 12 km er vi fremme ved dagens første mål. Her bliver vi hentet af en båd, som sejler os videre til øen Streymoy og bygden Vestmanna. På vej dertil får vi en flot sejltur igennem en imponerende fjord.

Sejlturen varer ca. en halv time, hvorefter vi sættes i på land i Vestmanna. Herfra løber vi videre op gennem ”Fonsdal”, mod dæmningerne i ”Lómundaroyri”. Igen er vi omgivet af enestående natur, og mens kilometerne flyver af sted, løber vi gennem”Bjarnadalur” og videre til byen Hvalvik. Denne del af turen er ca. 12 km, hvilket vil sige at dagens tur er på ca. 24 km.

I Hvalvík bliver vi hentet af vores bus, som kører os op til den hyggelige lille bygd, Gjógv, der ligger på nordspidsen af øen Eysturoy. Her overnatter vi på Hotel Gjáargarður, hvor man også kan spise aftensmad. En lille aftentur rundt i bygden kan klar anbefales, måske kombineret med en dukkert i Atlanterhavet...
Dag 4: Dalen, fjorden og fjeldene
Vejen ned til Funningsfjord
Vejen ned til Funningsfjord
Efter tre dage og godt med kuperet kilometer, har kroppen brug for en forsigtig start. Derfor starter vi igen dagen med lidt fælles udstrækning og et par yoga øvelser, inden vi spiser morgenmad og får styr på frokosten. Kl. 9 sætter vi os til rette i bussen, der køre os til Funningsfjørð, hvor dagens eventyr starter. Hvis man gerne vil løbe en lidt kortere tur, kan man køre med bussen til bygden Elduvík.

I Funningsfjørð løber vi direkte op i fjeldet, til en helt fantastisk dal som vi følger hele vejen frem til bygden Elduvík.

Fra Elduvík løber vi videre langs fjeldsiden, rundt om fjeldet Limstúgva, og over til en af færørenes ældste bygder, Oyndarfjørð. Her vender fjeldsiden direkte ud mod havet, den er ret stejlt, og kræver at man bruger sund fornuft og løber lidt forsigtigt. Vi holder en lille pause i Oyndarfjørð, og mens vi får en tår sportsdrik, ser vi på de gamle bådhuse og den smukke gamle trækirke med græstag.

Fra Oyndarfjørð følger vi vejen langs fjorden og ind til bygden Hellunar. På vejen passerer vi de ejendommelige ”Rinkusteinur” (rokkesten), der ligger ved indkørslen til bygden. Fra Hellurnar løber vi op ad ”Spreingisbrekka”, og som navnet antyder, er denne del af turen godt stejlt og helt utrolig flot. Dagens mål er bygden Fuglafjørð, hvor vi bliver hentet af bussen og kørt til Tórshavn, hvor vi overnatter på Hotel Streym.

Samlet distance ca. 20 km.
Dag 5: Så smukt at det gør ondt
Så smukt at det gør ondt
Så smukt at det gør ondt
Selvom dagens tur er rimelig kort, starter vi alligevel dagen med en omgang fælles udstrækning og et par yoga øvelser. Herefter står den på morgenmad inden vi løber af sted. Vi løber gennem Tórshavn, langs marinaen og ud til ”Krossin”, hvor Landavegurin og Velbastaðvegurin mødes. Herfra er der en bro, som fører os over til den første varde og stien over fjeldet til Kirkjubø.

På turen har vi en flot udsigt til øerne mod vest: Sandoy, Hestur, Koltur og Vágar og langt mod vest ses Mykines. Kirkjubø var i middelalderen Færøernes gejstlige og kulturelle centrum. Her boede biskoppen indtil reformationen, hvor bispedømmet blev nedlagt. Den imponerede ruin af Sankt Magnus katedralen dominer dog stadigvæk området. Vi bliver modtaget af kongsbonden, som viser os rundt i den historiske Kongsbondegård fra år 1100.

Det er en let og afslappende tur på ca. 11 km.
Klokken 12:00 bliver vi hentet af bussen, der kører os ud til lufthavnen. Efter ca. 100 km og en masse oplevelser, er det kl. 14:55 tid til at vinke farvel til Færørene.

Herefter er der kun tilbage at sige tak for denne gang og på gensyn til næste ”Eventyrsløb”.

Tilmelding, pris og andre praktiske oplysninger

Der er kun plads til 18 deltagere på hver tur, og du skal kontakte Whiteout Adventures per mail (kontakt@whiteout.eu) for at tilmelde dig. Oplys navn, telefon nummer, samt et par linjer om din løberfaring – se mailadressen nederest på siden.
 
Prisen er DKK 7.499 per person og inkluderer:
-      Fly med Atlantic Airways fra København til Færøerne og retur
-      Transport på Færøerne, som nævnt i programmet
-      Overnatning på små hyggelige hoteller
-      Morgenmad og frokost
- Adgang til fællestræninger med fokus på træning, udstyr og terrænløb.
- En overraskelse eller to, samt hvad der ellers står i programmet af "underholdning" mm.
 
Bemærk, at overnatningen sker i dobbeltværelser, som bliver fordelt efter bedste evne. Skriv gerne i tilmeldingen, hvis du har specifikke ønsker til en værelseskammerat.
 
På turen skal du selv stå for:
-      Forsikring, herunder rejse- og afbestillingsforsikring
-      Alt personligt udstyr. Udstyrsliste følger ved tilmelding
-      Aftensmad
-      God form og godt humør.
 
Udarbejdelse af en personlig træningsplan kan aftales separat.
 
Spørgsmål og kommentarer er meget velkomne, enten på mail (se nederest på siden) eller på Whiteout Adventures Facebook side, således at andre deltagere også kan få gavn dine input.