Eventyrsløbet – Serra de Tramuntan

Vi landede på Mallorca den 19. marts 2015 omkring kl. 11, og små to timer senere var vi godt i gang med vores løbeeventyr. Vi løb fra nord til syd, gennem bjergkæden Serra De Tramuntana. Et naturområde, som af UNESCO har fået det anerkendende stempel ”Verdensarv”. Og det er med god grund. For det landskab vi fra den 19. – 22. marts 2015 løb igennem, er gangske enkelt enestående.
 
Eventyrsløbet – Serra de Tramuntana bød kort sagt på et fuldblods trail-eventyr, med ”lækre” bjergspor, idylliske små landsbyer og storslået natur, der kombinerer både flotte bjerge og Middelhavet.  Samlet set fik vi fornøjelsen af ca. 100 kuperede kilometer.
 
Undervejs overnattede vi på et kloster fra 1300-tallet, et lille og meget lækkert boutique hotel, midt i bjergbyen Soller, og den sidste nat overnattede vi på en gammel landejendom. Bagagen blev naturligvis transporteret mellem vores overnatningssteder, så vi med en let rygsæk fik frihed til at nyde turen.
 
Turen blev til i samarbejde med Salomon, Maxim Sports Nutrition, SAS og den lokale rejsearrangør, LifeXpriance.
 
Se billeder og læs vores dagbog fra turen nedenfor.
Dag 1. Der var engang...
Vores løbeeentyr tager sin begyndelse på det gamle torv i den lille by, Pollenca. Der er ikke meget, der rør sig, men de få forbipasserende ser med forundring på vores gruppe. Iført fuldt løbekostume, spiser vi lidt tapas, mens vi gennemgår de sidste detaljer. Vi kan se bjergene, der de næste dage skal være vores ”hjem”. De ser imponerende ud. Smukke og samtidig også lidt skræmmende. Der er dog brede smil over hele linjen, da vi løb af sted.
Turens første par kilometer var flade, hvilket gav en god og rolig start. Alligevel var der flere, som fik lidt mere for ”tapas-pengene” end hvad godt var. Landskabet er flot, med gamle gårde, appelsin- og oliventræer og flere steder går der får og græsser. Og så står vi for foden af Serra de Tramuntana. Den bjergkæde, der dækker hele vestkysten af Mallorca. Herfra går det op ad, og det er nu eventyret starter. Et obligatorisk gruppebillede bliver afløst af et imponerende styrt.
Mathias, der er den ene af turens to guider, hoppe ned fra en kant og over en grøft. Eller næsten over. For han blev fanget af et rustent jernhegn. Det hev benene væk under ham og så var der ellers dømt maveplasker. Det betød, at indsatslederen fra Odense Brandvæsen, og et par af de andre deltager, pludseligt måtte på overarbejde. Det var ikke småting, der var galt, men efter 10 minutter kom Mathias dog på højkant igen, og så løb første gruppe af sted. Som en lille sidebemærkning skal det nævnes at Mathias under middagen påstod, at det hele bare var en samarbejdsøvelse – for at ryste gruppe lidt sammen…
 
Tilbage til eventyret. Det gik op ad. Først gennem nåleskov, men lidt efter lidt åbner landskabet sig op. Vi stoppede konstant op for at nyde udsigten, tage billeder og klappe hinanden lidt skuderen. Det var det vi i måneder havde set frem til, og drømt om på de mange træningsture i vintermørket.
De flotte udsigter blev afløst af et område med super lækkert ’single tracks’, der snørkler sig ud og ind. Selvom vi er 16 løbere af sted, gav området alle oplevelsen af at være alene med bjerget. Der er da også store smil hele vejen rundt, da vi alt for hurtigt er vi fremme ved dagens mål. Det gamle kloster, Lluc, der ligger midt i bjergene. Turen er dog ikke slut endnu for klosterets område er enormt og der er masser, der skal ses, inden vi kaster os over recoverydrikken.
Aftensmaden blev spist i klosterets gamle spisesal, der i dag er indrettet som en restaurant med fokus på lokale retter. Det var virkeligt lækkert. Især kombineret med et enkelt glas lokal rødvin.
Dagens distance: 19 km, plus et par kilometer rundt på klostrets område.
Godt begyndt, og kun et lille stykke på vej – Whiteout Adventures  
Dag 2. 300
I gennemsnit har Mallorca nogenlunde det samme antal solskinsdage som navnet på den Hollywood film, der handler om de berømte krigere fra Sparta. Da deltagerne mødtes i klostergården, var alle godt pakket ind og det tunge skydække gav området en næsten mytisk stemning. I dag var gennemsnittet ikke med os, men det gjorde på ingen måde eventyret mindre. Tværtimod.
Op ad. På et spor lavet til transport af is. Flere steder blev vi mødt af resterne af gamle ishuse, hvor man samlede sne, for så i løbet af sommeren at transportere isen til Palma. Sikke et arbejde det har været, for vi måtte virkelig kæmpe. Særligt da vi nærmede os toppen, hvor blæsten også tog godt fat. Her understregede små sneklatter endnu gang at Mallorca er meget mere end en solskinsø.
Op og så ned, og det med tyk streg under ned. Super nedløb, hvor tyngdekraften var den eneste ting, der gjorde at vi ikke fløj ned. Landskabet var først åbent og bart, men snart løb vi igennem en skov af oliventræer. Her kom vi i læ og så var det pludseligt varmt. En lille pause, en justering og så videre igen. Ingen bekymringer eller svære valg. Kun en ubeskrivelig følelse af frihed.
Og dog. For ruten delte sig. Valget stod mellem en lidt kortere tur eller en lidt længere tur. Det blev den lange, og ganske kort derefter, fik vi bekræftet at det var det helt rigtige valg. Lige foran os stod en bjergged med stor flotte horn. Glade fortsatte vi, men det var som om geden var et tegn. For snart var det os, der måtte balancer langs klippevæggen, hvor en venlig sjæl dog havde sat en metalkæde op. Den klamrede vi os til, indtil vi igen fik fast grund under fødderne.
Der blev sat hak ved endnu en bjergtop, og så gik det ellers ned ad igen. På det, der må være verdens længste stentrappe. Her var vi omgivet at små stenterrasser, fyldt med oliven træer, og med en helt utrolig udsigt udover hele området. Vi måtte nive os selv i armen, for virkeligt at tro på det.
Stentrappen blev afløst de første huse, samt af appelsin- og citrontræer i tusindevis. Duften var næsten overvældende og vi måtte kravle ind over en hæk og stjæle et par af de lækre frugter. Herfra stod den på ren paradeløb, ind til vi ramte torvet i byen Soller. Trætte, stolte og med ømme stænger.
Dagens distance: Omkring de 30 km.
Blæst væk af vind og smuk natur… Whiteout Adventures
Dag 3. Eventyret - del 1
Der var næsten vindstille, det var varmt og solen skinnede. I mens der blev sat op til markedsdag på det lille torv i byen Soller, gjorde vi os klar til afgang. Der blev tanket vand fra en lokale vandpost, frokosten blev pakket i rygsækken og så ”rullede” vi i samlet folk af sted. Mod dagens første mål, Port de Soller og en masse nye eventyr.  

Efter et besøg ved fyrtårnet, der markerer indsejlingen til Port de Soller, tog vi en afstikker fra den normale rute. Vi fulgte en lille stil, på kanten af Middelhavet. Fantastiske farver, bølgernes brusen og kontrasten til gårsdagens højalpine område. Det gik ikke stærkt, da sporet var ganske teknisk, men flere grupper lokale trailløbere på lørdagstur, beviste at stien sagtens kunne løbes.

Kaffepause, kage og masser vand. I den smukke bjergby Deia, holdt vi et velfortjent hvil i solen, hvor der bliv pustet ud og tanket op. Selvom vi allerede har tilbagelagt omkring 18 km og godt med højdemeter, ved vi at den næste del af dagens etape bliver mere krævende.

Vi startede ud i noget, der kunne minde om en jungle. Bevoksningen er tæt, og det lille spor snor sig op ad. Junglen bliver afløst af en skov af oliventræer, samtidig med at skråningens hældning bliver rigtig stejl. Her mistede vi den markerede rute. Til gengæld fandt vi en blomstret BH. Begge dele udløser en masse kommenter. Om alt fra trailskral, undertøjsmode, samarbejdsøvelser, og da vi i enkelkolonne må kante os langs den stejle skråning, også noget om en selvtillidsprøve.

Vi fandt sporet igen og fortsætter op i næsten 1.000 meters højde. Udsigten er imponerende, men det er intet i mod det kommende nedløb. Først på selve bjergryggen, og herefter ned gennem endnu en skov af oliventræer. Helt utroligt.

Godt trætte ankommer vi til den hyggelige bjergby Valldemossa. Kilometertælleren stod på ca. 30 og klokken var 17:30. Vores eventyr burde være stoppet her. Efter en helt fantastisk dag. Det gjorde det bare ikke...
Dag 4. Morgenstund
Vi stod i byen Valldemossa. Efter ca. 30 km, og næsten otte timers løbeeventyr. Forude lå en tur på otte kilometer, en top på 700 højdemeter, og der var to timers dagslys tilbage. Med trætte ben, burde valget være indlysende. Især da vi ikke kendte denne del af ruten. Stædighed, måske lidt stolthed eller mangel på selvindsigt. Hvad det end var, valgte vi at løbe videre mod dagens mål, byen Esporles. I to grupper. En hurtig gruppe, og et ”kaffe-kage-hold”.

Det var en flot tur op fra Valldemossa, men der var ikke meget overskud til at stoppe op og nyde det. Et par olivengrene blev samlet op undervejs, så vi på hotellet kunne flette en sejrskrans til os selv. Meget symbolsk tabte vi grene undervejs. Det samme gjorde vi med sporet. På trods af, at denne rute årligt vandres af tusindvis af mennesker.

Det er ikke uden grund at vi på Whiteout Adventures kalder vores ture for ”Eventyrsløb”. Det er heller ikke uden grund, at deltagerne skal medbringe en førstehjælps ”pakke”, der blandt andet skal indeholde et alu-tæppe, så deltagerne kan klare sig i en nødsituation. Og endeligt er det heller ikke uden grund at vi inden afrejsen afholder fællestræning, hvor udstyr, træningsmetoder med mere gennemgås, således at deltagerne er ordentligt forbedret. For på et eventyr kan alt ske. Og det gjorde det. Vi kom over toppen og lidt ned på den anden side, men i ca. 500 meters højde var der ikke flere rute-markeringer. Rygtet går på at de lokale lodsejere ”saboterer” sporet, for at slippe for turisterne. Om det er sandt eller ej, må stå hen i det uvisse. Det står derimod meget klart, at de ikke slap hurtigt af med os.  

GPS’en på telefonen viste at der maksimalt var tre kilometer til hotellet. Efter lidt søgen fandt vi et gammelt hjulspor, der gik mod øst. Ikke den retning vi skulle, men det var ved at blive mørkt og sporet gik ned ad. Kort efter blev hjulsporet til en vej, så vi fortsatte. I flere kilometer. I tusmørket kunne vi skimte en stor metalport, der adskilte også fra en trafikeret vej. Som en sidste test, måtte vi med stive ben forcer den. Kilometertælleren viste nu 40, og vi stod på den forkerte side af bjerget. Ca. syv kilometer fra hotellet.

Tommelfingeren blev pudset af, der blev løftet lidt op i løbetightsne og kort efter sad vi i en gammel varevogn. Selvom chaufføren ikke skulle i vores retning, kørte han os hele vejen hen til hotellet. Helt fantastisk. ”Kaffe-kage-holdet” ankom til hotellet kl. 20:15 i bulmørke. Næsten 11 timer efter vi forlod det hyggelige torv i Soller.  

Telefonen ringede. Den hurtige gruppe var fortsat på bjerget. Efter yderligere en time var de nede ved ”porten” og kl. 21:30 ankom første del af den hurtige gruppe til hotellet. Den sidste del af gruppen ankom ca. 20 minutter senere.

Dag 4. To morgenfriske løbere, så solopgangen fra et udsigtspunkt. Resten af deltagerne mødtes stivbenet til morgenmaden. Over et glas friskpresset appelsinjuice blev gårsdagens oplevelser talt igennem og evalueret. Der er ingen tvivl om at turen i går, og turen som helhed, havde presset deltagerne. Og at deltagerne virkeligt havde fået eventyr for pengene. 

Stor tak til alle deltagerne for hele turen igennem at bidrage med godt humør og masser af hygge. Både på sporet og på diverse tapas-barer…

Vi glæder os allerede til næste gang.
Whiteout Adventures – mod nye eventyr