10 Peaks - The Brecon Beacons 2013

The Brecon Beacon
The Brecon Beacon
Den 7. september 2013 stod Mathias og hans løbemakker, Steen Rasmussen, klar til en overordentlig stor udfordring. Som navnet ’10 Peaks’ indikerer, handler løbet om at "bestige" 10 walisiske toppe. Det kræver at man som deltager tilbagelægger en umarkerede rute på ca. 89 km, samt ca. 4.800 positive højdemeter. Det hele skal tilbagelægges på under 24 timer.
 
Løbet foregår i naturparken, ’The Brecon Beacons’, i Wales. Her sætter den smukke natur og det barske vejr rammerne for en løbemæssig udfordring i særklasse.
 
At ’10 Peaks’ er noget udover det sædvanelige understreges af at Ultra Trail Mont Blanc tildeler de deltagere, der gennemfører, tre point. 
 
Nedenfor kan du læse Mathias' "løbsrapport", samt se et par billeder af den smukke natur.
 

Området og ruten

The Brecon Beacons
Området
Naturparken ’The Brecon Beacons’ blev etableret i 1957 og er i dag mest kendt for to ting. Den fantastiske natur, der gør parken til et mekka for vandrer og andre naturelskere, samt at det er her de engelske specialstyrker træner – blandt andet deres navigationsfærdigheder.
 
Området huser seks primære toppe, samt fire sekundærer toppe, og det er disse 10 toppe Steen og Mathias fik fornøjelsen af.
 
De ti topper er, rækkefølgen følger ruten for ’10 Peaks’:
1.Fan Fawr på 734 meter
2.Fan Llia på 632 meter
3.Fan Brycheiniog på 802 meter
4.Bannau Sir Gaer på 749 meter
5.Fan Gyhirych på 725 meter
6.Fan Nedd på 663 meter
7.Fan Frynych på 629 meter
8.Pen y Fan på 886 meter
9.Cribyn på 795 meter
10.Fan y Big på 719 meter
 
Læs mere om løbet her.
 

Løbsrapport

Steen på vej mod top 4
Steen på vej mod top 4
"Kl. 04:00 sagde det ”Bib”, da jeg løb igennem ”start-blokken” og efterfølgende trådte ind på den 89 km lange rute. Det var i bogstaveligste forstand et meget smertefuldt skridt. Det lykkes mig nemlig at træde direkte ned i et stort hul og vrikke om på min ”dårlige fod” – altså den fod, der også fik nogle tæsk under den norske manddomsprøve. Om min anden fod, den venstre, så er ”god” kan måske nok diskuteres.
 
Hvorom alting er, så var det en ualmindelig dårlig start på et meget langt løb. Det gjorde også at jeg blev endnu mere bekymret for min mentale tilstand. Det kan der sikkert grines meget af, men mit mentale problem i forbindelse med ’10 Peaks’, bestod i at jeg allerede før starten havde et helt arsenal af gode undskyldninger for at springe fra, hvis det skulle blive for hårdt. Et par sting i benet, et maveonde fra Libanon og nu en ”dårlig” fod.
 
Når det begynder at nive under et langdistanceløb, og det gør det altid, er det vigtigt at man har det mentale på plads. Det sikrer nemlig at man ikke vælger at trække sig på et forkert grundlag. Skader er der selvfølgelig ikke noget at gøre ved, men det holder jo ikke at udgå, bare fordi det er lidt hårdt…
 
Inden starten havde jeg derfor aftalt med mig selv, at jeg ikke ville udgå før jeg som minimum havde ventet 20 minutter i et depot. På den måde ville jeg give mig selv tid til at puste ud, fylde energi på depoterne og tænke lidt over om jeg virkelig ville give op. En meget fornuftig aftale, der heldigvis ikke max-testet, men som var god at havde i baghånden.
 
Den dårlige fod og de andre undskyldninger blev hurtigt glemt og de første timer fløj af sted. Særligt nedløbet til checkpoint 1 var en stor oplevelse. Det var lige begyndt at lysne, vinden var løjet og det var holdt op med at regne. Skyerne lå fortsat tæt om den bjergkam vi løb på, men da vi begyndte nedløbet, klarede det op og vi fik den mest utrolige udsigt over området. Hertil kom at sporet var rigtig godt, bortset fra en helt utrolig stor mængde hundelort. I Wales kører man åbenbart i bil op i bjergene og lufter sin hund. I forhold til den mængde fåre-, heste-, og kolort vi jokkede rundt i resten af dagen, virkede det næsten patetisk at vi sprang sådan rundt for at undgå at få lidt hunde-høm-høm på vores fine Puma Trail sko.
 
Selvom vi virkelig nød nedløbet, havde jeg nok nydt det lidt mere, hvis jeg havde vist at vi skulle op af det samme spor igen – små 12 timer senere. Det fremgik ikke af den officielle rute, men 10 Peaks løbet er et orienteringsløb, hvor der kun er nogle få obligatoriske poster. Sjovt nok de 10 toppe som indgår i løbets navn..., samt fem checkpoints. Det betyder, at man undervejs frit kan vælge sin rute, så længe man bliver krydset af på de obligatoriske poster/checkpoints.
 
På vej mod mål og de sidste tre toppe, fulgtes Steen og jeg med en engelsk flådeofficer. Naturparken ’The Brecon Beacons’ bruges blandt andet til navigationstræning af den engelske hær og de engelske specialstyrker, mens den engelske flåde må formodes at sejle rundt på de syv verdenshave. Derfor havde vi ikke de store forventninger til fyrens kundskaber i det kuperede terræn. Han var dog hverken iført matroshue eller råbte ’skib ohøj’. Derimod kunne han navigere så selv vores GPS måtte give fortabt. Blandt andet viste han os smutvejen op til top otte, ad hunde-lorte-sporet, hvilket sparede os for en ekstra kilometer eller to.
 
Inden da, havde Steen og jeg dog selv fundet frem til noget man kunne kalde for en omvendt-smutvej, og da vi løb over målstregen, efter 18 timer og 57 minutter, stod der 93 km på GPS’en. Den officielle rute lød på 89 km og der var altså ingen grund til at føle sig snydt over antallet af kilometer…
 
Men hov, hvor blev resten af løbsberetningen af? Jo, den må du læse i november udgaven af LøbeMagasinet.”