The Norwegian Manhood Test 2013

Top toppen
Top toppen
En manddomsprøve skal være noget udover det sædvanlige. Den skal være for de få, for de rå og så skal man komme stærkere og klogere ud på den anden side. Alt det og mere til har ’The Norwegian Manhood Test’ eller Rondane rundt som ”prøven” hedder i Norge.
 
Den 50 kilometer lange rute er bestemt ikke er for nybegyndere og kræver både gode navigationsfærdigheder, samt et godt kendskab til at bevæge sig i fjeldområder.
 
Mathias og hans løbemakker, Steen Rasmussen, mente at havde de fornødende færdigheder, samt masse af mod og mandshjerte. Derfor løb de lørdag den 6. juli 2013 kl. 04.00 løbe af sted fra hytten Rondvassbu.
 
Efter 20 timer og 38 minutter var de tilbage ved hytten igen, og kunne med rette kalde sig for rigtige mænd. I alt fald i Norge. Læs beretningen nedenfor.
Baggrund
Det er ikke en flad rute...
Det er ikke en flad rute...
I 2012 afholdte Whiteout Adventures ’The Norwegian Manhood Test’ som en åben event, hvor Whiteout Adventures stod for det praktiske, mens de 23 deltagere selv skulle medbringe en god portion vilje. Læs mere om eventen her.
For flertallet af deltagerne i ’The Norwegian Manhood Test 2012’, var det en stor og meget positiv oplevelse – på trods af dårligt vejr, masser af knops og forskellige skader, samt at der kun var to hold, der ”bestod” prøven. Desværre var der også et par deltagere, der ikke havde en god oplevelse. Blandt andet på grund af den krævende og umarkerede rute og fordi de følte at der manglede forskellige former for sikkerhedsforanstaltninger undervejs. Særligt under bestigning af toppene, Storsmeden og Trolltinden, hvor det til tider er lidt ”flyvsk”, som de kalder det i Norge.
Ifølge bogen ”Norges Fjelltopper over 2000 meter”, skrevet af to af Norges mest erfarende fjeldvandrere, Morten og Julia Helgesen, er der dog ikke tale om decideret klatring, med behov for sikring. Som det fremgår af ovenstående, kommer det meget an på øjnene der ser.
Ruten
Ruten - dog uden 'Aid Station' i 2013
Ruten - dog uden 'Aid Station' i 2013
”Prøven” kræver at man tilbagelægger ca. 50 km, bestige 10 fjeldtoppe på +2.000 meter og kæmpe sig op ad ca. 4.500 positive højdemeter. Hertil kommer at man jo også skal ned igen…
De 10 toppe er:
1. Veslesmeden på 2.015 meter
2. Storsmeden på 2.016 meter
3. Trolltinden på 2.018 meter
4. Digerronden på 2.015 meter
5. Midtronden vest på 2,060 meter
6. Midtronden øst på 2.042 meter
7. Høgronden på 2.114 meter
8. Rondeslottet på 2.178 meter og områdets højest fjeld.
9. Vinjeronden på 2.044 meter
10. Storronden på 2.138 meter
Til potentielle nye norske mænd: Rondane er fantastisk smukt, men også et meget øde område.  Der er kun sporadisk mobildækning og det tilrådes at man løber i hold på minimum to personer.
Du er også velkommen til at kontakte Whiteout Adventures. Vi deler gerne ud af vores erfaringer.
En beretning fra et mandfolk
Nedenfor kan du læse Mathias´ beretning fra den uofficielle norske manddomsprøve i Rondane (Se kortet over ruten her):
Alt var pakket, så da vækkeuret ringede kl. 03:00, var det bare at hoppe ud af soveposen og få løbetøjet på. Efter en let omgang morgenmad, luntede vi over til ”starten”. Her fastgjorde vi min skibsklokke på den lille bro og præcis kl. 04.00 ringede vi sammen på klokken. Det skal her bemærkes, at Steen tidligere på morgenen allerede havde testet klokkens højlytte ringetone. Vel og mærke indenfor i Rondvassbu hytten, hvor de ca. 50 andre gæster blev gjort opmærksom på at vi nu var stået op. Jeg formoder, at vores popularitet faldt yderligere, da Steen forsøgte at ”slukke” for klokken ved at rysten den et par ekstra gange.
Det var en flot morgen, men til vores forundring lå de første tre toppe indhyllet i skyer. Vejrudsigten havde godt nok lovet lette skyer først på morgenen, men det her bragte minder tilbage om sidste års meget barske vejr. Mens vi kæmpede os op mod top 1. blev skyerne langsomt blæst væk. Selve toppen var dog fortsat omkranset af skyer og der lå også lidt is på stenene. Videre gik det mod top 2., samtidig med at skyerne forsvandt og solen stod op. Helt fantastisk. Til gengæld kunne vi nu meget tydeligt se de områder vi skulle passere på vej mod toppen, hvilket var lidt af en øjenåbner. Vi bevægede os sikkert og relativt hurtigt, selvom der var et par passager, hvor hjerte slog en smule hurtigere end normalt. Særligt det sidste stykke var udfordrerne. En meget stejl stigning på ca. 75 meter, dækket af et hårdt lag  sne/is. Det gjorde, at vi måtte banke vores løbesko ind i sneen. Lidt som at gå med stegisen, bare uden metalpiggene. Det var mildest talt en spændende opstigning.
Efter en kort pause på toppen, gik det videre mod top tre, Trolltinden. Som navnet indikere, er det en lidt barsk top. Det kan godt være at hukommelsen er lidt sløret, men bortset fra et enkelt sted, så gik turen til toppen relativt smertefrit. Og på toppen fik vi for første gang et godt billede af hele området. Der må have været minimum 100 km sigt i alle retninger, næsten blå himmel og kun en smule vind. Det er godt nok sjældent man oplever det på en top på over 2.000 meter.
Inden det gik nedover, fyldte vi godt på med energi, mens vi nød udsigten. Efter en rimelig hård ”nedtur” ramte vi bunden, tæt på en lille sti, der også var markeret på kortet. Indtil da, havde vi kun fuldt en markeret rute op til top 1. Derfra gik vi efter kortet. Efter at havde fulgt stien et par kilometer, burde vi være drejet af og gået direkte mod top 4. Vi valgte dog at fortsætte på stien, hvor tempoet kunne holdes en del højre. Det betød, at vi kom om til nordsiden af top 4, der er et utroligt smukt fjeld, som næsten ligner en pyramide. Ifølge kortet, skulle der her gå en sti til toppen. Det gjorde der bare ikke. Til gengæld så vi en stor elg, der blev noget overrasket over at se os. Det resulterede i at den forsøgte at gemme sig bag områdets eneste birketræ. Hvis nogen skulle være i tvivl, så skal der lidt mere til for at kamuflere en +700 kg stor elg.
Inden vi gik de sidste 700 højdemeter op til top 4, valgte vi at snuppe en lille power-nap. Alt vores tøj kom på, benene blev smækket op på en sten og 20 minutter senere ringede vækkeuret for anden gang den dag. Godt kolde og med noget stive ben, begyndte vi opstigningen. Vi fik dog hurtigt varmen, da der virkeligt blev knoklet og vejret fortsat var flot. Godt sulten, valgte jeg undervejs at holde en lille pause. Halvvejs gennem leverpostejmadden opdagede jeg at Steen sad et par hunderede meter fra mig – med bukserne nede om anklerne, mens han så udover det utrolige fjeldlandskab. Lidt misundelig pakkede jeg resten af madden væk, mens jeg ærgrede mig over mit eget valg af ”toilet”. En lille mørk og våd hule, på vej ned fra top tre. Sol og blå himmel i 1.800 meters højde og med en flot udsigt virkede som et ualmindeligt godt bytte.
Videre gik det mod toppen, hvor vi mødte et norsk kærestepar. Super søde og totalt seje. Det var en helt utrolig oplevelse at sidde på en top i næsten vindstille vejr, småsludder og nyde en lille overraskelse. Jeg har gjort det til en fast regel altid at medbringe en lille spiselig overraskelse, når man er på eventyr. De flinke nordmænd afslog høfligt at dele vores marcipanbrød, da de synes at vi havde mere brug for energien. Så vi mon så trætte ud?
De skulle også over de næste par toppe, vores top 4 – 7, men det blev hurtigt klart at de bestod af to tredjedel bjergged, og en del myseost. For inden vi havde set os om, var de væk. Først forsøgte vi at følge med, men måtte hurtigt opgive. Top 5 blev krydset af, og så gik det ellers mod top 6, der var lidt mere krævende. Mærkeligt nok var det som om vi lige skulle finde vores ”bjergben” igen. Særligt et stykke på vej ned fra top 6. var lidt teknisk. Det er klart nemmere at gå op ad et stejlt stykke, end ned ad. Det lykkedes dog, og så manglede vi bare top 7 på dette fjeldmassiv. Top 7 hedder Høgronden og det er ikke helt uden grund. Den tårnede sig op over os og vi måtte kæmpe for at holde motivationen. Til sidst blev det næsten til en personlig kamp mellem os og denne ’bad boy’ af en fjeldtop. Næsten oppe så vi vores norske venner på toppen. De stod og vinkede, og da vi kom op til dem, viste det sig at de havde ventet på os. For at Steen og jeg kunne få et ordentligt ”holdbillede” og for at ønske os held og lykke. Helt utroligt sødt, især da det var begyndt at blæse noget op og det derfor var ganske koldt.
Fra top 7 skal man helt ned i dalen igen, men i stedet for at løbe direkte ned ad (syd), valgte vi igen at tage en lille omvej og følge en sti (øst). Tanken var at vi hurtigt og relativt nemt kunne smide et par hunderede højdemeter. Den del af planen virkede da også efter hensigten, i alt fald til at starte med, men ruten førte også til et sammenstød med et par lokale. På vej ned ad stien, mødte vi en norsk familie, hvor pigen havde slået knæet. Som de sande gentlemen vi er, tilbød vi naturligvis at bære hendes rygsæk ned ad fjeldet. Det tilbud blev afslået og i stedet måtte vi lægge øre til en højlydt grinede far. ”Ha ha, danske fjeldaber. Det har jeg sgu aldrig set før”. Det kunne vi ikke se det sjove i. Det er jo er nordmænd, der er fjeldaber. Vi skyndte os videre, da situationen hurtigt kunne havde udviklet sig. Måske var det i ren befippelse over at være blevet kaldt for fjeldaber, men kort efter valgte vi at dreje væk fra stien og løbe ned i en slugt.
Først gik det meget fint, men jo længere ned i slugten vi kom, jo flere løse sten var der. Efter en hård kamp, valgt vi at kravle op af siden af slugten, for at komme op på selve fjeldsiden igen. Helt sikkert en god beslutning, for her var underlaget en blanding af græs og mos, der gjorde at vi igen løb. Ned ad gik det, men vi fik kun lige akkurat lagt en plan for påfyldning af vand, aftalt længden på den kommende pause mm før det gik galt. Det bløde mos skjulte en sten, og så lå jeg ellers der og pev. Naturligvis ikke særligt meget, men for satan det gjorde nas og det føltes næsten som om foden var blevet revet af. Af bitter erfaring ved jeg, at man hurtigst muligt skal forsøge at få gang i foden igen, så den ikke hæver op og bliver alt for stiv. Jeg bed derfor tænderne sammen og humpede videre, mens Steen løb i forvejen og fyldte vand på vores drikkesystemer. Klokken nærmede sig 19 og vi havde efterhånden været i gang i næsten 15 timer. Foran os lå det sidste fjeldmassiv, med de sidste tre toppe. Den første af de tre toppe, altså vores top 8, er Rondanes højest fjeld og fra dalen så den næsten ubestigelig ud. Vi valgte derfor at snuppe endnu en power-nap, og smække benene op på en sten, så blodet kan løbe væk fra fødder og ben. Efter et par minutter måtte jeg dog opgive. Det gjorde simpelthen for ondt i foden. Igen, ikke mere end at jeg selvfølgelig sagtens kunne klare det.
Der var altså ikke andet for end at gå i gang med opstigningen. Til at starte med gik det meget langsomt og vi kunne godt mærke de mange timer. Hvert kvarter holdt vi en lille pause, hvor vi fyldte energi på. Efter lidt af en dødsmarch nærmede vi os toppen. Vejret var fortsat meget flot, men nu fik vi også fornøjelsen af en kraftig vind. Det blev derfor kun til et kort ophold på toppen, hvorefter Steen førte an nedad. Her gik det op for mig, hvor medtaget min fod egentlig var og Steen måtte konstant vendte på mig. Ned kom vi dog, og efter en lille stigning stod vi på top 9. Mærkeligt nok, så fungerede min fod helt perfekt op ad, hvor rollerne blev byttet om.
Fra top 9 havde vi en flot, men også lidt skræmmende udsigt til top 10. Den så sgu stejl ud. Men, hvad værre er, så går der et stykke nede af top 9 en meget fin sti tilbage til hytten Rondvassbu. Vi kiggede længselsfuldt på den, men blev enige om at det var her musene drejer fra, mens de rigtige mænd fortsatte lige ud. Det gjorde vi så, selvom Steen havde sine tvivl omkring det stejle stykke. ”Dør vi?” spurgte han, mens han stirrede mod toppen. Jeg fik manet mig op, og svarede med lidt mere optimisme i stemmen end jeg egentlig følte ”Selvfølgelig gør vi ikke det. Det tager sgu maks en time og så er vi på vej ned mod hytten”.
Den forudsigelse holdt faktisk, og selvom top 10. så stejl ud og bestod af store klippestykker, var det faktisk ikke så slemt. Det var vinden på toppen til gengæld. Jeg kunne næste ikke gå oprejst det sidste stykke, og samlet set var det lidt af et anti-klimaks. Det blev kun til en hurtig high five, inden vi rystende af kulde begyndte at gå ned af. En tur på små fem kilometer og små 1.000 højdemeter. Det er ingen hemmelighed, at der blev pustet og stønnet en hel del. Næsten nede, blev der ringet hjem. Steens kone var meget imponeret og ønskede os tillykke med manddomsprøven. Min kone sov.
Kl. 00:38 stod vi ved broen, hvor vi startede. Sammen ringede vi med skibsklokken. Et stort øjeblik, som vi i mange timer havde set frem til. Hurtigt, eller så hurtigt vores trætte ben nu kunne bære os, gik det tilbage til hytten. På med noget tørt og varmt tøj, mens der samtidigt blev åbent den ene Maxim Recovery drik efter den anden – sikke en fest. Efter fem minutter gik Steen i seng. Selvom jeg også var dødtræt, var jeg ikke helt klar til soveposen endnu. Dagen havde indeholdt for mange følelser til at jeg så hurtigt kunne give slip på det hele. Vi havde tilbagelagt 50 km, 5.000 positive højdemeter og besteget 10 fjelde på over 2.000 meter. Alt sammen på 20:38. Hold kæft, hvor var jeg stolt”.
Udstyrs- og pakkeliste
Godt med god energi fra Maxim, og varmt og regntæt tøj...